Af Anna Lucia Dominguez
I 2007 udgav dansk-norske Kim Leine sin selvbiografiske roman om et liv med misbrug. Kalak er filmatiseringen af denne bog, der desværre til tider begrænses af dets originalværk.
Filmen tackler flere interessante temaer, særligt ensomhed og misbrug gennem sin fortælling om Jan, der er flyttet til Grønland med sin familie, hvor han arbejder som sygeplejerske. Stærkt påvirket af det seksuelle misbrug han blev udsat for af sin far som ung, forsøger han at finde mening med det hele gennem relationer til adskillige kvinder, sin familie og den grønlandske kultur, som han gør sig umage for at tage del i.
Det er tydeligt, at Kalak ikke vil lægge skjul på, hvor barskt livet kan være. Det gør filmen klart allerede fra første scene, hvor vi på eksplicit vis er vidne til det omtalte seksuelle misbrug. Det føles som et unødvendigt og næsten usmageligt forsøg på at få en pointe igennem, der sagtens kunne forstås implicit.
De centrale temaer indrammes i en udforskning af den grønlandske identitet og Danmark som kolonister. Gennem Jan får vi nemlig også små indblik i flere karakterers egne kampe, blandt andet hans ”elskerinde” Karina (Berda Larsen), der er utroligt uforstående over for, hvorfor Jan vil være en del af den grønlandske kultur, hustruen Lærke (Asta Kamma August), der kæmper for at holde sammen på familien og den norske læge Søren (Anders Mossling), der åbent taler om at tage dumt mange stoffer, stjålet fra hospitalet, for at bibeholde livslysten.
Filmens styrker ses netop i de øjeblikke, hvor de mange sidekarakterer får lov til at få plads og kommer med gribende refleksioner over deres livssituationer. Af den grund føles Jans frustrerende og ganske ensporede handlingsforløb sommetider som en stopper for potentielle interessante og nuancerede historier hos de andre. Det er som om, at filmens selvbiografiske benspænd holder den tilbage.
Vi ser, hvordan Jan famler rundt i misbrug, utroskab og søgen efter anerkendelse. På et tidspunkt i filmen bliver Jan kaldt for en ”kalak”, hvilket oversættes til ”skide grønlænder,” der har både en positiv og negativ betydning. Ivrig efter at blive accepteret tager han gerne imod navnet – måske han så kan blive en af dem? På trods af hans kronisk deprimerede mimik lader Jan hele tiden som om han er ovenpå, og det går udover alle andre. I hans enkelte sårbare øjeblik konfronterer Karina ham køligt med spørgsmålet ”Er det din undskyldning for at behandle andre dårligt?”
På trods af andres utallige refleksioner og kritikker af verden og ikke mindst af Jan, får vi til stor frustration aldrig rigtig lov til at se ham gøre sine egne.
Visuelt er der desværre heller ikke meget at komme efter i filmen, hvilket er meget spildt potentiale, når man har det grønlandske landskab at arbejde med. Når filmen ovenikøbet insisterer på at fokusere så meget på Jan og hans minimale udvikling bliver det en langtrukken oplevelse.
Kalak er en barsk fortælling om livet, der gør ondt og kan være fyldt med uretfærdige vilkår, og gennem sine karakterer forsøger den at stille skarpt på hvordan forskellige mennesker bearbejder dette. Helt skarpt bliver det dog aldrig, for værket giver aldrig sig selv lov til at udforske mange af de elementer, der bærer filmens potentiale.
Kommentarer